John Maynard Keynes

| dødssted = Tilton, near Firle, East Sussex, England. | bopæl = | nationalitet = Engelsk | område = Makroøkonomi
Konjunkturteori | nobelår = | nobeltype = | arbejdspladser = | alma_mater = | akademisk_vejleder = | betydningsfulde_elever = | kendt_for = Makroøkonomi
Keynesianisme
Multiplikatoreffekt
AD-AS-modellen
Ekspansiv finanspolitik
Pengeefterspørgsel | hovedværk = The General Theory of Employment, Interest, and Money | indflydelse_af = Adam Smith, Thomas Malthus, Alfred Marshall, Arthur Pigou, Nicholas Johannsen, Knut Wicksell, Piero Sraffa, John Neville Keynes | indflydelse_på = John Kenneth Galbraith, Paul Samuelson, John Hicks, Nicholas Kaldor, Joan Robinson, Hyman Minsky, Amartya Sen, Abba Lerner, Franco Modigliani, James Tobin, Robert Solow, Ha Joon Chang, Joseph Stiglitz, Steve Keen, Paul Krugman, Robert Shiller, George Akerlof, Brad DeLong, Thomas Piketty, Yanis Varoufakis, Robert Reich, Zhou Xiaochuan, Wolfgang Stützel, Mariana Mazzucato, Robin Hahnel, Axel Leijonhufvud, Manmohan Singh, Nykeynesiansk økonomi, Post-keynesiansk økonomi | priser = | religion = | website = | signatur = | fodnoter = | ægtefælle = | beskæftigelse = | hæder = }}

John Maynard Keynes (født 5. juni 1883, død 21. april 1946) var en engelsk økonom. Han regnes normalt som grundlæggeren af moderne makroøkonomi med sit berømte værk ''The General Theory of Employment, Interest, and Money'' fra 1936.

Keynes hævdede, at økonomien kan havne i en varig tilstand af uligevægt med lav produktion og høj ledighed. Årsagerne til dette, mente han, ligger i, at den samlede effektive efterspørgsel bliver for lav til at sikre fuld kapacitetsudnyttelse og beskæftigelse. Keynes tog dermed afstand fra "Says lov", som mange af datidens økonomer byggede på. De mente, at man bør føre en "laissez-faire"-politik, dvs. at staten skal blande sig så lidt som muligt i det økonomiske liv.

Keynes anbefalede i stedet en aktiv statslig politik med blandt andet rentesænkende pengepolitik for at stimulere investeringer, øgede offentlige udgifter og skattelettelser for at komme ud af krisen. Dette ville ifølge Keynes skabe følgevirkninger, som ville gøre, at økonomien efterhånden ville komme tilbage til fuld kapacitetsudnyttelse og beskæftigelse.

Keynes leverede også et nyt syn på, hvordan opsparing skulle forstås. I modsætning til klassikerne mente Keynes, at opsparing er en funktion af indkomst snarere end af renten, der jo egentlig kan forstås som opsparingens aflønning. Men først må man altså have noget at spare op af – heraf opsparingens indkomstafhængighed. Keynes mente, at renten var relativt ubetydelig i bestemmelsen af opsparing og forbrug.

Fra midten af 1930'erne fik Keynes' syn stadig større tilslutning blandt andre økonomer. "Storhedstiden" for hans teorier kom efter 2. verdenskrig og varede frem til begyndelsen af 1970'erne. De fleste økonomer var i denne periode enige om, at man nu havde fundet et effektivt virkemiddel, som kunne hindre konjunkturnedgange af den type, som man havde haft tidligere. I 1970'erne fik man imidlertid nye typer økonomiske problemer. Blandt andet dukkede fænomenet 'stagflation' op. Det var en kombination af øgede prisstigninger og stigende ledighed. Stagflationen kan ikke ophæves ved hjælp af de traditionelle keynesianske efterspørgselsstimulerende tiltag, fordi den opstår som følge af et negativt udbudsstød til økonomien – en type stød, som ikke indgik i Keynes’ tankegang.

I sit privatliv var Keynes meget optaget af kunst, og fik bygget et teater i Cambridge. Efter en lang række forhold til mænd begyndte han at have forhold til kvinder, og giftede sig med en russisk balletdanserinde. Han var med i den britiske delegation, der forhandlede Versaillestraktaten frem, og forlod delegationen i protest over de høje skadeserstatninger, man afkrævede Tyskland. Han udgav derefter en bog, hvor han betegnede erstatningerne både som uretfærdige og som ødelæggende for hele Europas økonomi. Fra Wikipedia